Dame senior fodbold

Dame senior fodbold

Magnus Christoffersen

Stærk træning og godt fællesskab hos dameholdet

Dameholdet er et samarbejde mellem SFF 2015 og FC Faaborg og stiller både med et 7-mandshold og et 11-mandshold i Serie 3. Samarbejdet fungerer sådan, at holdet skifter trøjer mellem klubberne – nogle sæsoner spiller de i SFF-trøjer på hjemmebane og Faaborg på 7-mandsholdet, og året efter byttes der rundt.

Trænerstaben består af cheftræner Thomas Kjeldsen, som er ansat af FC Faaborg, og assistenttræner Bo Kjeldsen, som er ansat af SFF 2015. Holdet træner fast hver mandag og onsdag fra kl. 19:00 til 20:30 på Faaborg Stadion.

Til træningen på 2. påskedag var der 10 fremmødte spillere i alle aldre. Træningen startede med opvarmning, hvor spillerne lavede makkerøvelser med fokus på at synkronisere hinandens løb. Herefter fulgte en omgang kant.

Resten af træningen havde fokus på afslutninger. Spillerne blev delt op i to hold og arbejdede først med langskud uden for feltet. Senere blev øvelsen vendt om, så afslutningerne skulle tages inde i feltet.

Under træningen kiggede Kristina Kjeldsen forbi. Hun er normalt en del af holdet, men er i øjeblikket gravid. Hun var sammen med sin kæreste, Oskar Terndrup, som er målmand på SFF 2015’s herreseniorhold.

Træningen blev afsluttet med afleveringer ved kanten af feltet efterfulgt af afslutninger.

Der var en virkelig god stemning under hele træningen, og man kunne tydeligt mærke fællesskabet. Det var en rigtig fed oplevelse at være med.

Tilbage til blog